Case: BASF

Tillid og kendskab skaber bedre resultater

BASF Nordic-Baltic Crop Protection har gennem nogle år haft et fast samarbejde med Kommitment om træning af salgsorganisationen. Skræddersyede seminarer og en personlig fortrolighed har skabt et unikt fundament for personlig og professionel udvikling af medarbejderne.

BASF er en global kemikoncern med omkring 115.000 ansatte på verdensplan. En del af virksomhedens aktiviteter er BASF Crop Protection, som sælger bekæmpelsesmidler, der primært bruges i landbruget. Virksomheden har en ambition om en kontinuerlig udvikling af medarbejderne. En ambition, der stiller krav.

”Der er et enormt udbud af konsulenter og kursustilbud, men jeg har lagt mærke til, at det faglige udbytte nogle gange begrænser sig til et nyt, fint ringbind på hylden, der beviser, at medarbejderen har været af sted. Vores krav til Kommitment var derfor at få et forløb, vi kunne bruge i praksis i stedet for et fint materiale, der samler støv på reolen.” fortæller Anders Fjendbo, der er Sales Manager i BASF Nordic-Baltic Crop Protection. 

Skræddersyede træningsforløb

Han indledte med det udgangspunkt et samarbejde med Lone Aagaard fra Kommitment, hvilket har resulteret i et samarbejde, hvor hun gennem de sidste 4 år har varetaget træningen af BASF Crop Protections salgsorganisation i Norden og Baltikum.

”Der er aldrig tale om en genbrugt powerpoint-præsentation, hvor firmanavnet er skiftet ud. Vi forbereder emnerne i fællesskab, og man kan mærke, at hun gør sig uhyggeligt umage med at forstå vores situation og problemstillinger og komme ind under huden på os. Hun involverer sig dybt i det som menneske, og det, at hun giver af sig selv, er med til at åbne os op.” forklarer Anders Fjendbo.

Tillid er essentielt

Arbejdsmetoden er koncentreret omkring udviklingen af medarbejdernes emotionelle intelligens – evnen til at forstå og agere på egne og andres følelser og motiver.

”Det er noget, vi kan bruge i rigtig mange sammenhænge – både arbejdsmæssigt såvel internt som eksternt og på privatfronten. Det betyder meget, at vi har fået bygget en fælles tillid op, hvor Lone kender os, og vi kender hende. Det er vigtigt at komme bag facaden, når man arbejder med emotionel intelligens, for det er ret dybt inde i mennesket, man skal have fat for at bruge de evner.” siger Anders Fjendbo.

”Desuden er emotionel intelligens også et universelt begreb, som alle kan forstå. Vi har derfor udover vores danske og svenske medarbejdere også brugt Lone til seminarer for vores finske og baltiske afdelinger. Der er selvfølgelig kulturforskelle, og Lone har virkelig antennerne ude, når hun underviser. Hun bruger sin intuition til at målrette budskabet, og det har fungeret helt upåklageligt både på dansk og engelsk.” fortæller han.

Bedre bundlinje

Samarbejdet med Lone Aagaard og Kommitment har ikke bare resulteret i en bedre bundlinje hos BASF Nordic-Baltic Crop Protection, det har også smittet af på nogle af deres kunder.

”Vi holder et årligt strategimøde med Danish Agro, som er en stor kunde, og her har vi haft Lone med som facilitator til en del af programmet. Øvelser har her været medvirkende til, at vi i fællesskab har fundet de rigtige løsninger. De har fået en væsentlig anderledes oplevelse af at være til møde med os - samtidig har det formodentlig løftet deres bundlinje, for de har jo også lært nogle af teknikkerne af forløbet.” påpeger han.

Samarbejdet mellem BASF Nordic-Baltic Crop Protection og Lone Aagaard har nu kørt i en årrække, og Anders Fjendbo er godt tilfreds med samarbejdet.

”Hun har en gylden kombination mellem empati og evnen til at tjene penge. Det er uhyre vigtigt, at der er en kommerciel vinkel på vores salgstræning. Man kan godt hyre en psykolog, der er dygtig til at fremhæve de menneskelige sider, men hvis ikke det bliver koblet i forhold til at lave forretning, kan vi ikke bruge det i vores virksomhed. Omvendt kan vi ikke udelukkende segmentere kunderne i excel-ark, for så mangler vi den empati, der kan adskille os fra andre.”

 

 
Kommitment International | CVR: 29786038 | Skæringvej 100, 8520 Lystrup - Denmark | Tlf.: + 45 21 91 51 46